MIN FØRSTE VEJRBALLON
Søndag den 21. juli 2024 bjergede jeg min første vejrballon opsendt fra Schleswig i Tyskland.
Jeg havde på hjemmesiden sondehub.org set, at vejrballonen denne eftermiddag efter al sandsynlighed ville lande på Als, så jeg sadlede jernhesten bevæbnet med min Yaesu FT-60 dual band håndstation og drog i retning af Fynshav.
Efter at have fundet og bjerget ballonrester, faldskærm og radiosonde var jeg inde og registrere fundet på sondehub.org. Som det ses på billedet skete det dog først dagen efter, idet jeg i første omgang håbede at kunne indtaste koordinatet for det aktuelle findested. Det måtte jeg dog opgive, så markeringen viser seneste monitorering (OZ1SKY) i ca. 1 km højde.
NB: Ballonen, der på billedet landede ude i vandet, var opsendt natten mellem søndag og mandag. Den gjorde jeg ikke forsøg på at finde :-).
Inden jeg nåede dertil, måtte jeg imidlertid gennem et længere forløb. Det var første gang, jeg skulle prøve lykken med at finde og bjerge sådan en tingest.
Som sagt var jeg på cykel, og undervejs standsede jeg flere gange for at se, hvor langt ballonen var kommet, og om den holdt kursen og det beregnede nedslagssted. Det kunne jeg se på sondehub.org på telefonen. Alt var i skønneste orden, og det så ud til, at jeg ville ankomme til landingsområdet ca. samtidig med landingen. Af og til spejdede jeg op i luften, for om muligt at kunne iagttage landingen. Samtidigt kunne jeg høre det digitale signal fra sonden i håndapparatet, der var indstillet på 402,500 MHz FM.
FT-60 med gummiantenne er jo ikke større, end at den kan hænge i bukselommen vha. den påmonterede clips på bagsiden, og da turen egentlig var et øjebliks indskydelse, lidt held og dermed totalt improviseret, så havde jeg i første omgang ikke overvejet noget med pejleantenne.
Jeg var altså nået til Fynshav og var drejet til venstre fra hovedvej 8 og videre ad Katry (det hedder vejen). Da jeg var nået hen i nærheden af det forventede landingssted, forsvandt signalet i radioen lige pludseligt, og min første tanke var derfor: Jeg er ikke alene om det her, og en anden ‘chacer’ har allerede fundet sonden og har slukket for den – ØV!
Slukøret måtte jeg træde i pedalerne og vende snuden hjemover igen – bad luck. Hjemme igen ville jeg huske at slukke for håndapparatet, og til min store forbavselse viste displayet nu ikke 402,500 MHz, men et par kanaler væk. I min iver for at komme hurtigt frem var jeg altså kommet til at påvirke frekvensindstillingen, mens håndapparatet sad i lommen.
Kunne det tænkes, at sonden alligevel ikke var blevet slukket af en anden jæger, men at den stadig sendte for fuld kraft på 402,500 MHz? Det var for spændende til at være uprøvet, så denne gang blev den 4-hjulede sat i gear, og med håndapparatet siddende i kopholderen inde i bilen begav jeg mig tilbage til ‘åstedet’. Inden jeg nåede derhen, havde jeg et godt stykke vej forinden hørt signalet fra sonden. Nu var jeg klar over, at chancen stadig var til stede, og at jeg måske oven i købet var alene om at jage.
Køreturen gik så rundt på de små og meget smalle veje i området, og de få gange, hvor jeg mødte en modkørende, måtte vi begge køre helt ud i rabatten for at kunne passere hinanden. Mon det var en ‘chacer’, tænkte jeg hver gang? Det lykkedes at finde et mindre område, hvor signalet var meget kraftigt. Jeg var altså nu tæt på målet, og med FT-60 i hånden gik det på gåben nogle hundrede meter i hver retning uden dog at kunne lokalisere nedslagsstedet. Landskabet var præget af store markarealer med uhøstet korn og lidt bevoksning med høje træer.
Ret hurtigt kom jeg til den konklusion, at uden en retningsantenne var det håbløst. Altså måtte jeg hjem igen og hente halvdelen (antennen er i 2 dele) af en gammel 70 cm beam, som jeg havde stående i garagen.
For 3. gang gik køreturen mod øst til området, hvor jeg havde konstateret et meget kraftigt signal, og nu kunne jeg lave en krydspejling, så jeg var sikker på, fra hvilken side af vejen signalet fra sonden kom.
Fra det højeste punkt på vejen kunne jeg se ud over markerne, men dér var signalet så kraftigt, at jeg måtte ty til minimums-pejling – altså med siden af antennen til signalretningen, og da jeg kiggede ud over den store kornmark i pejleretningen, fik jeg pludselig øje på noget hvidt flere hundrede meter væk i pejleretningen. YES – der var den, tænkte jeg straks.
Hurtigt ned til den nærliggende gård for at spørge om lov til at betræde kornmarken. Manden, jeg talte med, havde aldrig før hørt om vejrballoner, men efter at jeg havde givet ham en kort forklaring og mit formål med udflugten, gav han mig lov til at gå på jagt i kornmarken, mod at jeg ikke trampede det hele ned.
Det var nu heller ikke nødvendigt, eftersom der var fine hjulspor fra de store traktorer, der anvendes i landbruget nu om stunder, så det var bare at følge hjulsporet, indtil jeg nåede snoren, der forbandt ballonen med radiosonden.
Det ‘hvide’, jeg på afstand havde set, var både ballonrester og en lille faldskærm. De lå ret tæt på hjulsporet til højre for mig, og det var muligt at trække disse dele hen til mig.
Anderledes med radiosonden i den anden ende af den 55 meter lange snor. Radiosonden havde sat sig fast og kunne ikke trækkes fri, så jeg måtte meget forsigtigt bevæge mig mellem hvedeaks og -strå hen til den anden ende af snoren for at frigøre sonden, og tilbage igen samme vej. Mission completed!
Efter min markvandring henvendte jeg mig igen til manden fra før, så han kunne få syn for sagn. Jeg takkede for velvilligheden, og han kvitterede med, at han var glad for at mejetærskeren nu ikke var i fare for at få forstoppelse af at sluge en nedfalden vejrballon med tilbehør.
Radiosonden er af fabrikat VAISALA med typebetegnelsen RS41-SGP. Brochure med specifikationer kan ses her, og tyskerne har en hjemmeside, der giver info til findere af radiosonder.
Mere info her.
På kortudsnittene nedenfor har jeg markeret, ca. hvor landingen var sket.
TAK FOR INTERESSEN FOR MIN BALLONFÆRD